Orø skole og børnehus facade

Efterspørgsel efter institutionspladser stiger med tilflytning til Orø

Orø oplever en stigende tilflytning, hvilket har medført en forøgelse i efterspørgslen efter institutionspladser på øen. Antallet af børn på Orø vokser langt hurtigere end forventet, og som svar herpå har Holbæk kommune bevilget midler der skal udvide kapaciteten på både Børnehuset og skolen.

Den voksende børnepopulation overstiger markant de tidligere forudsigelser i befolkningsprognoserne. Som led i at imødekomme denne vækst planlægges der en renovering og ombygning af eksisterende ejendomme, herunder administrationsbygningen og børnehuset.

Administrationsbygningen vil gennemgå en omfattende ombygning, hvor vi, Klaus Nielsen AS, rådgiver om alle de tekniske installationer og konstruktioner inkl. certificering. Konkret betyder det, at vi rådgiver for de konstruktive ændringer, der skal være med til at skabe mere rummelige indretningsmuligheder, samt for etableringen af gulvvarme og ventilation. Denne renovering skal være med til ikke blot at øge komfortniveauet i bygningen, men også optimere energieffektiviteten, og derved skabe et indbydende arbejdsmiljø.

På børnehuset vil der ligeledes blive foretaget forbedringer, herunder højere loftshøjde og installation af gulvvarme, der skal forbedre børnenes legemiljø.

Orø Skole bliver sendt i udbud i løbet af foråret 2024, og her vil vi se frem til samarbejdet under udførelsen af byggearbejdet, samt vores rolle i udviklingen af øens faciliteter.

Projektet forventes at være klar til brug medio 2025. Du kan læse mere om de tekniske detaljer for projektet her.

Skal andre have glæde af at læse indholdet?